Ebbe Skammelsøn

Skammel han bor sig nør i Thy,
han er både rig og kåd,
så væne har han sønner fem,
de to fores ilde ad.
Fordi træder Ebbe Skammelsøn
så mangen sti vild.

Den ene hedder Ebbe Skammelsøn,
den anden hedder Peder hin unge,
det vil jeg for sandingen sige:
deres skæbne blev dennem så tunge.

Det var Ebbe Skammelsøn,
han red sig under ø,
fæsted han sig stolt Adelus,
hun var så væn en mø.

“I bider mig, stalten Adelus,
og gemmer I vel eders ære,
men jeg rider i kongens gård
for guld og penning og ære”.

Ebbe han tjener i kongens gård
både for guld og ære,
hjemme sidder Peder, hans broder,
han lokker hans hjertens kære.

Ebbe han tjener i kongens gård,
både for guld og fæ,
Peder hans broder. lader bygge :
et skib og rejser op sejletræ.

Det var Peder Skammelsøn,
han svøber sig hoved i skind,
så går han i højeloft
for stalten Adelus ind.

“Hør I det, stalten Adelus,
I giver mig eders tro!
jeg vil eder elske og ære,
den stund jeg leve må”.

“Hvor lunde skulle jeg eder love
med eder at bygge og bo!
spør det Ebbe, eders broder,
jeg haver hannem givet min tro”.

“Hør I det, stalten Adelus,
I giver mig eders tro!
det vil jeg for sandingen sige,
Ebbe han døde i fjor”.

Op stod stalten Adelus,
så smal som en liljevånd,
så gav hun Peder Skammelsøn
sin tro med hviden hånd.
Det var Ebbe Skammelsøn,
han vågner af søvne så brat,
det vil jeg for sandingen sige,
han drømte den samme nat.

“Mig tykte, at min stenstue
stod alle i lysen lue,
det brændte inde min broder,
og så min skønne jomfru”.

Det I tykte, eders stenstue
stod alle i brændendes glød:
det bliver, Peder, eders broder
drikker bryllup med eders fæstemø”.
Det var Ebbe Skammelsøn,
han går for sin herre at stå:
“Herre, I giver mig eders forlov
hjem til fader at fare!”

“Vilst du til din fader fare,
jeg vil dig det ikke formene,
hør du, Ebbe Skammelsøn,
skynd dig snart til mig igen!”
Det var Ebbe Skammelsøn,
han bad sadle sin hest,
det red han i dage to,
som før var måneds frist.

Det var Ebbe Skammelsøn
han kom så vel i lag
han kom til sin faders gård
den første bryllupsdag.
Det var Ebbe Skammelsøn,
han kom til borgeled,
ude stod de hofdrenge,
og hviler de dennem ved.

“Hør I det, I hofdrenge,
og hvad jeg spø’r eder ad,
hvem da bier de karme,
som holder i Skammels gård?”

“Der er de fruer forsamlet,
som bor norden ved fjord,
de følger Peder Skammelsøn,
drikker bryllup med sin jomfru.
Det var Ebbe Skammelsøn,
han kom der ridend’ i gård,
ud’ da stod hans søstre to,
de var vel svøbt i mår.

Ud’ stod Ebbes søstre to
med guldkar på hviden hånd:
“Velkommen, Ebbe vor broder,
hjem til vor egen land!”

“Hør I det, min’ kær søstre to,
hvad jeg spør eder ad:
hvad betyder disse mange folk,
som her’ forsamlede er?”

Det da svared hans søstre to
ud af så megen nød:
“Det er Peder, din broder,
drikker bryllup med din fæstemø”.

Den ene søster gav han guldbrase
den anden guldringe på hånd:
“Det tjente jeg i kongens gård,
og agted det min vånd.”

Den ene bad hannem hjemme være,
den anden bad hannem henride:
“Tøver du her i denne nat,
det bliver os alle til kvide!”

Ebbe vendte sin ganger omkring,
han ville af gården ride,
hans moder fik i tøjlen og holdt,
hun bad hannem hjemme bide.

Hans moder bød hannem hynde og stol,
bad hannem sidde til bænk,
hans fader fik hannem kande i hånd,
bad, han skulle gå at sænke.

Ebbe tog sig kanden i hånd,
han går at skænke vin,
hver sinde han til bruden så,
da rand hannem tår’ på kind.

Sildig om den aften,
røgen den faldt på:
det da var den unge brud,
hun lyster til seng at gå.

Så fulgte de den unge brud
til den brudehus,
da bad Ebbe sig lov dertil
at bære de brudeblus.

Det mælte Ebbe Skammelsøn,
han kom på højenloftsbro:
“Mindes I, stalten Adelus,
I gav mig først eders tro?”

“Al den tro, jeg eder gav,
den har Peder, Eders broder,
alle de dage, jeg leve må,
jeg vil Eder være for moder.”

Det svarte Ebbe Skammelsøn,
både med tugt og ære:
“Jeg loved eder til fæstemø,
ikke til moder at være”.

Hør I det, stalten Adelus:
vil I følge mig af land?
da vil jeg slå min broder, ihjel
og tåle for eder tvang”.

“Slår I Peder, eders broder, ihjel,
siden skal I mig miste,
så må I dørge eder selv ihjel
som turteldue på kviste!”

Det var Ebbe Skammelsøn,
han vredtes ved de ord,
han blev i hans hu så mod,
han svared, dog ikke et ord.

Så fulgte de den unge brud
i det brudehus ind,
det var Ebbe Skammelsøn,
drog sværd under skarlagenskind.

Det var Ebbe Skammelsøn
han sit sværd uddrog,
det var stalten Adelus
som han til jorden vog.

Det var Ebbe Skammelsøn,
han tøved ikke længe:
så vog han den unge brud
alt for sin brudesenge.

Han vog bruden for brudeseng,
det var så stor en harm,
det var den høje guldkron’,
hun i det røde blod svam.

Så tog han det blodige sværd
under sin skarlagenskind,
så går han i brudesal
for Peder sin broder ind.

“Hør du, Peder Skammelsøn,
og du dvæler alt for længe:
bruden længes fast efter dig
udi sin brudesengt’.

Det var Peder Skammelsøn,
han var i hjertet så ve,
så vel kund’ han på Ebbe se
at han var vorden vred.

“Hør du det, Ebbe Skammelsøn,
du lad bortfare din harm,
jeg vil nu give dig lov dertil
at sove i brudens arm.”

Mælte det Peder ham broder
svared han alt så brat
så gene vil jeg dig unde
at sove hos bruden i nat.

Hør du det, Ebbe Skammelsøn,
og kære broder min:
jeg vil gi’ dig stalt Adelus,
dog hun er unge brud min”.

“Du stat op, Peder Skammelsøn,
og gak du til din mø,
første du kømmer til din brudeseng,
den er med roser strø’t”.

Det var Peder Skammelsøn,
han over bordet løb,
det var Ebbe hans broder
han kløv’ hannem hoved i skød.

Det var Ebbe Skammelsøn
han sit sværd uddrog
det var Peder, hans broder
som han til jorden vog.

Der var ynk i brudehus,
i salen der var stor harm,
brud og brudgom de blev der død,
Ebbes moder misted sin arm.

Ebbe han lod sig jerneslå,
både om fod og hånd,
siden trad han så mangen vild sti,
så vidt i fremmede land.

Fordi træder Ebbe Skammelsøn,
så mangen sti vild.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *